Mit liv som K. – en virkelig lang og kafkask historie (part 2)

Så jeg drog altså afsted til Irland sammen med mine 4 fantastiske medstuderende med:

1 rejseforsikring fra Lærerstandens brandforsikring (implicit i min indbo forsikring)

1 hundedyr tillægsforsikring fra Gouda

1 gult sygesikringskort

1 midlertidigt blåt sygesikringskort, som reelt kun var et hvidt a4 ark med en lang række danske ord og bogstaver

Jeg følte mig nu rimelig godt forsikret. Jeg havde, ligesom de andre, gjort alt hvad jeg var blevet anbefalet. Men jeg havde nu heller ikke forestillet mig, at der skulle blive brug for noget af det.

Den første uge gik stille og roligt. Anne var småsløj med en god gammeldags forkølelse. Næste uge startede vi i praktik. Martin var temmelig syg i starten af ugen, men mandede sig op og tog i skole hver dag og sov så til gengæld resten af dagen til han blev rask.

Efter den første uge i praktik lagde Frank sig med influenza symptomer. Jeg tror det var søndag. Mandag måtte Pernille lægge sig i sygesengen med feber. Jeg havde en hoste, som kunne få alle nabolagets hunde til at glamme og mit hoved fuldt af snot. Men i de givne omstændigheder – med begge de 2 øvrige praktikanter på min skole syge – slæbte jeg mig afsted på trods af forkølelse.

Jeg hostede imidlertidig så voldsomt og så meget, at det nærmest var umuligt at gennemføre undervisning af eleverne, og min søde vejleder Joan forsøgte at få mig til tage hjem 2 gange den dag.

Natten efter gik det helt galt for mig. Jeg fik feber om aftenen, jeg var så rundt på gulvet at jeg talte dansk til mine irske venner og om natten lå jeg og klynkede: “Lad nu være med at lægge dynen over mig, din idiot” (på dansk) til den gode irske ven, som jeg indimellem overnattede hos inde i byen. Næste morgen kvindede jeg mig op, pakkede taske, gik til bussen, men måtte simpelthen sætte mig ned på fortorvet overmandet af et feberanfald. Herfra så jeg min bus køre forbi, og jeg kunne godt se, at jeg var nødt til at finde hjem til min seng hurtigst muligt.

Her blev jeg liggende de følgende 5 dage.

Jeg var hundesyg og Pernille ligeså hundesyg, så vi opsøgte læge i vores lokalområde. Vi medbragte naturligvis vores sygesikringskort, men vi kunne lige så godt have medbragt vores tivolikort. Der var nemlig betaling ved kasse 1. Sådan er det for alle – udlændinge eller ej. 70 euro for min influenza og en recept på tamiflu (som kostede 39 euro), 70 euro for Pernilles halsbetændelse og  en recept på penicillin (som kostede i omegnen af 20 euro).

Vi lagde os tilbage i sygesengen, hvor vi forsikrede hinanden om, at de penge skulle vi nok få igen, når vi kom hjem.

Der tog vi godt og grundigt fejl.

Da vi kom hjem, ville alle os med lægeregninger; Frank, Pernille og jeg selv, gerne have vores penge retur. Så Pernille tog kontakt til sygesikringen og blev herfra stillet om og henvist til 8 forskellige instanser og myndigheder. Hun blev endda henvist til at ringe til Hillerød på et tidspunkt!?

Det blev tydeligt for os alle sammen, at der var kæmpe usikkerhed omkring, hvor vi skulle henvende os for at få penge.

Hun vendte tilbage til os andre og fortalte, at hun var kommet frem til at sos.eu (som repræsenterer det gule kort) var stedet at sende skadesanmeldelsen hen.

Så det gjorde vi. Alle 3.

Jeg indsendte 4 kvitteringer (2 for lægebesøg/2 for medicin), en lægeerklæring, 1 specificeret regning fra lægen, 1 recept på tamiflu samt en afhentningsformular, som dokumenterede at medicinen var købt og hentet på apoteket. Helledusse da!

Frank fik et blankt afslag.

Pernille fik sine penge refunderet.

Jeg fik ligeledes et blankt afslag.

“Den offentlig sygesikring dækker sygdom/tilskadekomst på ferie- og studierejser. Det vil sige, at rejser hvori der indgår helt eller delvist erhverv, studieophold på uddannelsesinstitution, i udlandet, erhvervspraktik eller hvor formålet er at modtage behandling, ikke er dækket.

Du har angivet på din anmeldelse, at formålet med rejsen var erhvervspraktik, hvorfor den offentlig sygesikring ikke kan refundere dine udgifter.”

Det stod der bl.a. i mit afslag. For det første er de fleste af sætningerne selvmodsigende i en grad, som får mit dansklærerhjerte til at springe et slag over. For det andet drejede min rejse sig jo ikke om erhvervspraktik, men lærerpraktik som juridisk og forsikringsmæssigt slet, slet ikke har noget med min uddannelsesinstitution at gøre - hvilket jeg specifikt redegjorde for i en mail til sygesikringen, da de henvendte sig for flere detaljer. Jeg havde overhovedet ikke angivet “erhvervspraktik” nogen steder på skadesanmeldelsen.

AAAAAARGH!!!

Da sos.eu fik kigget nærmere på Pernilles sag, dømte de også den ude og forsøger nu at finde nogle andre ansvarlige, som skal refundere de penge de har refunderet til hende.

Jeg blev så vred, da jeg fik afslaget. Hvordan kan det være så svært?

Jeg startede med at ringe til sos.eu som havde givet mig afslaget. Her ventede jeg i telefonkø i 45 min (ja, seriøst!) før jeg blev kastet af linjen.

Frustration builds.

Så ringede jeg til Gouda. Det kunne da ikke passe, at jeg har betalt 500 kr for en 28-dages forsikring, som slet ikke dækker.

Damen i den anden ende var spejlblank og ikke særlig hjælpsom. “Ja, men du er jo kun dækket FORUDSAT at det blå kort dækker eventuel tilskadekomst/sygdom under rejsen” sagde hun “A hva’ siger du?!” spruttede jeg ind i røret “Så du fortæller mig, at I overhovedet ikke dækker sygdom eller tilskadekomst? Nå okay. Vil du så være så venlig, at fortælle mig hvad den her urimeligt dyre forsikring så rent faktisk dækker?” Damen var muligvis blevet erstattet af en standard-svarer, da der blev svaret: “Den dækker tab af personlige ejendele og hjemtransport” Jeg havde lyst til at tude. “Men min forsikring fra Lærerstandens dækker jo sådan set allerede mistet bagage. Og hjemtransport? Ja, men nu var det jo ikke en skide skiferie, jeg skulle på. Det var praktik som led i min læreruddannelse!” “Jamen så skulle du have haft en studie- og erhvervsforsikring og ikke en EU-forsikring.”  sagde hun med sit neutrale, automatisk-telefonsvarer-tonefald. “Nej, Gud, siger du det? Mange tak for rådet! Den kunne nok have været brugbar inden jeg betalte for jeres komplet ubrugelige forsikring. Men mange tak for hjælpen! Farvel.”

*klik*

AAAAAAAAAAAAAAARRRGH!

Næste på listen var borgerservice – Københavns kommune. En kommune hvis forvaltning jeg mildest talt har haft nogle temmelig kafkaske møder med før i tiden.

Jeg kom dog rimelig hurtigt igennem og blev også stillet igennem til sygesikringen, hvor jeg ventede i 5 minutters tid.

Jeg var ved at eksplodere, råbe, skrige og græde på én og samme tid. Men damen i den anden ende var simpelthen så menneskelig og rar i forhold til den latterlige forsikringssæk med telefonsvarer-stemme, som jeg netop havde talt med, at jeg simpelthen ikke kunne finde ud at være rigtig sur. I stedet for trak jeg vejret meget dybt og indledte min lange redegørelse med: “Jeg er simpelthen så top frustreret over det her…” Hun var sød, grinede lidt af Gouda forsikring og kommenterede, at forsikringer jo ikke lever af at udbetale penge, men at sælge forsikringer – og gerne den slags som ikke dækker. Jeg kunne endda smile lidt med af det. Hun sagde meget ligeud at jeg havde været for ærlig. Jeg måtte ikke nævne ordet ferie i sammenhæng med ord som studie/erhverv/praktik. ENTEN ELLER forsikrede hun mig. “Så gå du op på din borgerservice med dine kvitteringer, krydser af ved studieophold og håber på det bedste. Og husk ikke at nævne ordet ferie, lov mig at du ikke krydser af ved ferie! Så har du en slags chance for at få dine penge.”

Jeg var så lettet over at tale med et menneske, som besad en smule empati. “Du skal tusind tak for din hjælp!” sagde jeg

“Ja ja, nu er det jo ikke lykkedes endnu” sagde hun

Jeg har gjort som den rare dame rådede mig til. Nu venter jeg på svaret.

Fortsættelse følger når jeg får svar.

Mit liv som K. – en virkelig lang og kafkask historie (part 1)

Litteraturelskere som mig selv, vil måske genkende min reference til Franz Kafkas kendte roman “Processen”.

For de som ikke har kæmpet sig igennem denne fantastiske historie, vil jeg her bringe et kort oprids af handlingen. Bogen handler om en ung mand, Josef K. eller bare K. som bliver anklaget for en forbrydelse. K.’s eneste problem er imidlertid ikke blot, at han er blevet anklaget for en forbrydelse, hans største problem viser sig at være, at finde ud af hvilken forbrydelse han er anklaget for.  Gennem romanen følger vi den stakkels mand gennem en kompliceret labyrint af offentlige kontorer, domstole, advokater og skrankepaver. K. ender naturligvis med at dø uden nogensinde at finde svaret.

Og hvad har det så med mig at gøre? Jo, nu skal I bare høre

Inden jeg og de fantastiske 4 rejste til Irland blev vi fra seminariets side husket på, at det var særdeles vigtigt at vi selv undersøgte hvordan vi var forsikrede, inden vi rejste ud i den store verden. Som de fornuftige unge mennesker vi er, gjorde vi naturligvis vores forarbejde godt. Vi er alle forsikrede i Lærerstandens Brandforsikring, som vi kontaktede som de første. Her fik vi at vide, at selvom vi havde en rejseforsikring hos dem, var vi under praktik ikke nødvendigvis forsikrede. Her gjaldt særlige forhold, så vi blev henvist til Gouda forsikring, som kunne hjælpe os med den relevante tillægsforsikring.

Vi fik vores rejsearrangør til at kontakte Gouda og redegøre for vores forhold. Til Gouda henvendte hun sig på vores vegne, forklarede at vi skulle til Irland, og at vi ville være i praktik der. Hvilken forsikring ville vi have brug for? De meldte tilbage med et tilbud på en hundedyr tillægsforsikring gældende i 28 dage, for små 500 kr.

Vi slog til. Forsikring er jo skide vigtig! Vi vender tilbage til denne Gouda forsikring senere.

I tillægsforsikringen var det understreget, at vi skulle være i besiddelse af et blåt EU sygesikringskort. Aber natürlich – det kunne da ikke være så svært!

Men dét kunne det!

Vi gik på nettet for at bestille det blå kort. To af os anførte, at formålet med vores rejse var “erhverv eller studie”. Det skulle vi aldrig have gjort. Jeg fik en besked på min skærm om, at eftersom jeg havde afkrydset den givne boks, skulle jeg kontakte min kommune for at få kortet frigivet og tilsendt. Kein problem.

Selvom jeg var lidt småsyg kunne jeg da godt lige slå et smut op omkring min lokale Borgerservice. Jeg fik et nummer og ventede tålmodigt i små 58 timer. Endelig blev det midt nummer, og jeg fremlagde mit ærinde for den meget lidt entusiastiske medarbejder. Han sukkede lidt, løftede øjenbrynene højt og masserede næseryggen før han slog ud med armene og sagde med en overbærende stemme “Øh… Har du for eksempel prøvet at gå på nettet og bestille det igen og måske ligesom øh…. undlade at krydse af i boksen?” Jeg følte mig meget dum, men indvendte “Nej, men altså der stod jo at jeg skulle henvende mig til jer.” Manden, som mest af alt lignede én der kunne springe ud af vinduet når som helst, sagde med meget lidt tålmodighed i stemmen og med fingeren på “næste nummer”-knappen: “Nej, men prøv lige at gå ind og bestille det igen, ik! Farvel.”  Han slog med en sløv håndbevægelse over mod en af deres opstillede computere med internet adgang.

Jeg gik med bøjet hoved over for at bestille mit kort igen. “Der er allerede bestilt et EU kort i dette CPR nummer” kunne jeg læse på computeren. SUK!

Jeg havde maveforgiftning, diarre og feber, så i stedet for at løbe over og råbe af det håbløse menneske ved skrivebordet, gik jeg hjem.

Jeg ventede en uge. Intet kort. Jeg greb knoglen og ringede til Kbh’s kommune. De kunne ikke hjælpe mig, sagde de. Jeg skulle have fat i personregistreret – ja, spørg mig ikke hvorfor. Jeg ringede til personregistreret, og de havde ganske rigtigt med mit kort at gøre, sagde den rare dame i telefonen. “Jeg sender lige dit kort afsted – du har det indenfor 5 hverdage.”

Mmmmh… dejligt. Altså allerede inden fredag! Så glad og tilfreds ventede jeg på mit fine nye kort. Men om fredagen var der endnu intet kort. Jeg ringede til personregistreret. Jo jo, mit kort var skam på vej – det skulle være der om 5-7 hverdage. Næste fredag var det stadig ikke ankommet, så jeg gentog proceduren. “Du har det om en uge – maks!” Næste uge var det stadig ikke ankommet, så jeg måtte igen tale med mine gode venner i personregistreret – nu var jeg måske knap så tålmodig “Ja, jeg kan se det er på vej. Du har det indenfor 5 hverdage.” Jeg var træt “Jamen jeg rejser om 4 dage!” indvendte jeg. Ja, det var jo virkelig ikke deres problem, og så ellers måtte jeg jo henvende mig hos Borgerservice.

Jeg traskede op på Borgerservice. Igen. Damen som udleverede nummer grinede lidt og sagde, at “så hurtigt gik det jo virkelig ikke med det blå kort” og “så skulle jeg jo have bestilt noget før”. På daværende fredag var det ikke mindre end 5 uger og 1 dag siden jeg bestilte mit kort på nettet.

Efter de obligatoriske 58 timers ventetid kom jeg til, og den flinke dame ved skrivebordet var særdeles hjælpsom. Intet problem, hun skulle da bare lige printe mig et midlertidigt sygesikringsbevis. Det var lige så godt. Hun trykkede på computeren, klik klik klik, gik ud til printeren og kom glad og smilende tilbage med et hvidt stykke papir til mig. “Arh, puha – tusind tak.” udbrød jeg taknemmeligt, da jeg sad med det i hånden.

Endelig! Jeg var meget lettet. Lige til jeg fik set ordentlig på dette midlertidige EU-kort. “Øhm, du – nu er det jo sådan at jeg skal til Irland,” startede jeg “Ja?” svarede den hjælpsomme dame ”og ovre i Irland taler de så vidt jeg ved, ikke særlig godt dansk. Og de læser næppe dansk. Men den her attest er jo UDELUKKENDE på dansk.” Hun så lidt irriteret ud nu. Men hun sagde ikke noget. Gloede bare blankt på mig. Hun forstod åbenbart heller ikke dansk. Jeg følte mig nødsaget til at skære det ud i pap, så jeg fortsatte: “Øhm, ja, ser du. Hvis nu jeg bliver syg og viser den her attest, så er det jo for en ikke-dansk talende person bare et hvidt stykke papir med en hel masse uforståelige bogstavsammensætninger. Det kan jeg jo dårligt dokumentere noget med. Her er ikke en gang et tlf-nummer til dansk sygesikring eller Kbhs kommune.” Nu var hun træt af mig, tror jeg. “Nej, men det er altså sådan de er. Var der andet?” Jeg var også lidt træt af hende. “Nej” sagde jeg og vendte mig om. På vej væk nåede hun at mumle noget om, at “ellers må man jo bestille sit kort i god tid.” Jeg overvejede muligheden af at vende sig om og levere en flyveskalle, men jeg gik i god ro og orden ud af Borgerservice med mit hvide stykke papir.

Mange tak for hjælpen!

Velkommen til Københavns Borgerservice

Hej med dig, lille ræv!

Børn er simpelthen det fedeste i verden. Jeg griner så meget og jeg bliver så meget klogere – og der findes naturligvis også de dage hvor man ville ønske, at man havde reserveret en plads på en god kostskole til junior.

Min dreng er 3 år og han er simpelthen så klog og sjov.

I morges regnede det, og vi besluttede at vi hellere ville tage bussen end cyklen.  Efter at have misset én bus, og ventet små 25 min på den næste, kunne vi endelig sætte fødderne ind i en dejlig opvarmet bus. Noah valgte pladser – naturligvis.

Da vi nærmede os vores stop og Noah havde trykket stop, fik jeg øje på et lille rødligt, pelset hoved, der tittede ud af en ældre dames taske et par sæder foran os. “Nej, se den lille hund i tasken!” sagde jeg til Noah og pegede. Han kiggede ned mod damens taske, han kiggede lidt forundret på mig, men sagde ikke noget. Da bussen stoppede passerede vi damen med hunden i tasken og Noah stoppede op, lagde hovedet på skrå og sagde med sin sødeste nåårh-sikke-et-nuttet-dyr-med-pels-på stemme “Hej med dig, lille ræv!”

Jeg måtte synke et par gange for ikke at komme til at grine højt. “Nej, Noah, det er da ikke nogen ræv!” fik jeg sagt.

Jeg klukgrinede hele vejen til børnehaven, forsøgte at forklare Junior, at dyret i tasken sandsynligvis ikke var en ræv, at ræve sjældent kører i bus endsige sidder i tasker. Noah stod fast: Det VAR en ræv!

Men drengen havde jo ret – dyret lignede jo rent faktisk en ræv mere end det lignede en hund!

Hvad er det galt med mennesker, som ønsker sig hunde på størrelse med præriehunde?! Og som i stedet for at gå tur med dem, propper dem ned i tasker? Godt man ikke er hund.

Hvad f…. er der i vejen med jer?

Jeg læser mange nyheder – jeg læser mange nyheder på nettet. Gerne løbende dagen igennem og gerne fra så mange forskellige aviser som muligt.

Jeg tror på, at det i en eller anden forstand gør mig til et velorienteret og et mere nuanceret menneske.

Sådan er det i hvert fald de fleste dage

Så er der dage som i dag. Det er de dage, hvor jeg mister troen på, at der findes andre fornuftige mennesker end mig – det er de dage, hvor jeg føler mig overbevist om, at hele verden er ved at gå fra forstanden.

Således kunne jeg her til aften læse om 2 unge piger på 11 og 12, som har stjålet 3 dildoer på Lolland

http://nyhederne.tv2.dk/krimi/article.php/id-25893157.html

Jeg er ikke nem at chokere. Jeg var selv en frygtelig teenager og jeg møder ganske mange skrækeksempler når jeg færdes i 7.klasser på de danske folkeskoler, men må jeg NU bede om mine himmelblå! Hvad går der galt for de unge mennesker!! 11 og 12 år! Og de stjæler dildoer! Jeg var 15 før jeg overhovedet begyndte at danne mig en seksualitet involverende nogen form for aflange objekter. Jeg synes bestemt ikke, jeg er snerpet - Men come nu on! 11-12 årige piger som stjæler dildoer! De burde lege med alle mulige andre former for blødt plastik fyld med phtalater, så som barbiedukker, pokemon og skide/tisse dukker. Sgu da ikke dildoer!

Oi – Der røg min nattesøvn…

Mens jeg var ved at sunde mig over den for mig fuldstændige uforståelige dildo-historier, fanger mine øjne en ligeså i øjnefaldende overskrift: Mand tissede mod cyklende pige. Jeg bliver nødt til at klikke.

http://nyhederne.tv2.dk/krimi/article.php/id-25885947.html

Her har vi at gøre med en blotter. Åh ja, det er trist – på en lidt grinagtig måde. Hvad der virkelig springer mig i øjnene i denne artikel er at, manden ikke alene blotter sig for denne 16 årige pige. Han tisser efter hende! Og ikke nok med at den bukseløse charmør tisser efter pigen – han kommer med opfordringer til seksuelt samkvem, mens han tisser efter hende. Nå, tænker jeg. Det gamle blot, tis og slå til trick!

Hvem har nogensinde fået nok godt ud af det. Troede manden virkelig, at der før eller siden ville være nogen der sagde; “Ja, det er sgu da en god idé, lille buksetrold. Lad os tage hjem til mig!” Nej vel?

Lige som jeg var begyndt at tro, at Danmark virkelig var det mest fucked up land i verden, faldt jeg over denne artikel på CNN. En 92-årig kvinde er blevet fanget for kokain smugling i Madrid lufthavn

http://edition.cnn.com/2009/WORLD/europe/10/20/spain.arrest.wheelchair.cocaine/index.html

Hele verden er gået fra forstanden. Hvor er det godt, jeg har mit normale liv, med mit dødkonforme studie, og min almindelige forstadsdanske hverdag med Noah og hans usynlige lillesøster

Hvad er der egentlig i vejen med brændemærkning og internering i lejre?

Dansk Folkeparti rykkede i dag ud med et forslag om, at det skal kunne lade sig gøre, at varsle med løbesedler hvis pædofile (altså personer, som er dømt for seksuelle krænkelser af børn) flytter ind i et kvarter, hvor der bor børn.

Dét er skisme da en knippel god idé! Jeg følger op med et forslag om, at disse monstre, ud over at blive varslet af menighedsrådet med flyveblade og megafoner i hovedgaden, får lov at bære koklokker samt får indopereret et udrykningsblink i hovedskallen, så forældre såvel som børn kan genkende dem.

Det skal naturligvis være frivilligt om disse vores samfunds allermest afskyelige, frådende sexmonstre vil gøre brug af sådanne anordninger – selvom det jo er for alles bedste - men hvis de nægter (og dermed potentielt sætter alle børns sikkerhed over styr), foreslår jeg at de brændemærkes med serienummer og interneres i lejre i Polen. Så kan de nok lære det!

Eller hov – det er vist uoriginalt.

Jeg forstår udmærket, at Dansk Folkepartis hensigt med dette forslag ikke er at få en lov gennemført, som tillader hetz mod tidligere dømte sexforbrydere. Dansk Folkeparti har blot skrevet en dårligt rimende lejlighedssang til deres (ofte) dårligt uddannede og hævnlystne vælgere. Ja dét, og så ér formålet naturligvis også at hidse lede venstreorienterede jubelhumanister som mig selv op, så de får en masse god medie- og blogomtale. Alt det forstår jeg ganske klart.

Det var så lidt, DF’s pressechef

Hvad jeg ikke forstår er, hvordan vi som borgere i et demokratisk samfund som vores kan tillade sådanne nazistiske* udtalelser i vores alle sammens offentlige rum.

Lad mig nu endelig høre et klogt menneske indvende “Jamen nu har vi jo ytringsfrihed *puf puf, bak bak* og i et land med demokrati og ytringsfrihed må man altså sige hvad man vil. Uanset om du kan lide det eller ej, Louise” – og lad mig så dobbelt cirkelsparke dette kloge menneske lige i ansigtet

For NEJ man må sgu da ikke nikke nej sige lige nøjagtig hvad man vil!

Jeg gider ikke begynde at påpege det åbenlyst sindssyge og middelalderlige i DF’s nyeste forslag. Jeg gider heller ikke bevæge mig ind på, hvor afskyeligt og afvigende pædofili er. Alt det tror jeg for så vidt de fleste af os kan blive enige om.

Jeg vil til gengæld rigtig gerne diskutere vores accept af mennesker, som forbeholder sig retten til at fremføre fuldstændig umenneskelige forslag. Jeg vil rigtig gerne diskutere, hvordan vi overhovedet tillader os at forholde os seriøst til mennesker, som umenneskeliggør andre mennesker (og ja, pædofile har også en mor)

Vi bliver hurtigt enige om, at jeg, hånden på hjertet, allerhelst ville undgå at bo ved siden af en pædofil

Men ér det ikke et par dage siden, vi i vores Kongerige blev forholdsvist enige om, at det ikke virkede skide godt at sætte forbrydere og hestetyve på hjul og stejle på det offentlige torv?

Og ér det ikke et par dage siden, vi opfandt det der motto med at “alle er lige for loven” og “når man har afsonet sin straf, har man afsonet sin straf”

Og har vi ikke efterhånden bevist, at forebyggelse og behandling virker langt mere effektivt end straf og gabestok?

MEN ALLERVIGTIGST! Er der overhovedet nogen mennesker, der kan huske, hvad de hørte i historietimerne? Er der andre end mig, der kan se en klar og tydelig ændring i hvor meget vi accepterer af latterlige appeller til det allermest nedrige i os mennesker, hævntørsten!?

Det minder om et ikke så fjernt land i en ikke så fjern fortid. Dansk Folkeparti samler sig om alle folkegrupper, små som store, som flertallet kan være enige om at være utrygge ved – uanset om det er muslimer i burka eller pædofile.

Et så stort parti, som vinder vælgere ved at lægge grupper for had og som nærmest uden censur får lov at propagandere. Er det i orden?

Jeg synes, det er skide uhyggeligt! Jeg er tusinde gange mere urolig for debatkulturen i vores højtskattede demokrati, og jeg er langt mere bekymret for den verden, min søn skal vokse op i, end jeg er for at skulle have en pædofil nabo eller genbo.

Jeg kan godt passe på mit barn. Men hvem fanden passer på vores sunde fornuft?

*Jeg overvejede og skrev i første omgang semi-nazistisk. Jeg slettede det igen, for der er jo overhovedet ikke noget semi over brændemærkning af mennesker.

Der var en gang en blog…

som kom til at ligge øde under, og også et par uger efter, et praktikophold i Irland.

Jeg beklager den lange skrivepause. Det har været en stor, men også meget følelsesladet oplevelse at rejse ud i den store verden, at forlade min smukke dreng i Danmark og at åbne sig for nye mennesker. Det har ikke desto mindre været det hele værd.

Det er altid sundt at se sit eget liv og miljø udefra. Det er uvurderligt at lære af andre mennesker og andre kulturers måder at gøre tingene på.

Det har været en fantastisk tur – et rigtigt eventyr!

Der var en gang en pige, som dragede ud i den store verden og fandt sig selv.

Nej, sikke noget vrøvl!

Der var en gang en pige, som dragede ud i verden, gennemgik frygtelig mange prøvelser blot for at finde lykken til sidst….

- Nej, det virker ikke. OG det er også løgn. Jeg prøver lige én gang mere

Der var en gang en pige, som dragede ud i verden blot for at opdage, at verden er præcis som hun havde troet. At mennesker er som folk er flest, at mænd over hele verden er lig med en masse bekymringer, og at man slet ikke behøver at stige ombord på et fly for at finde sig selv.

Da hun forlod sit trygge hjem med ikke mindre en seks par sko i sin kuffert og sommerfugle i maven, virkede alting let og ligetil. Fuld af fortrøstning ankom hun til et land, som lignede hendes eget Kongerige, med regn og blæst og med taxachauffører som gerne giver nyankomne en rundtur, de ikke har bestilt.

Hun forlod et hjem og en hverdag med tryghed og regelmæssighed. Hun forlod en smuk og klog arving for at søge viden i et andet land for en stund. Ikke mindst efterlod hun i sit hjemland en lovende bejler. En ung veluddannet mand med styr på tingene. Alt lovede godt.

Inden hun rejste havde hun haft en naiv forestilling om, at alle hendes bekendte hjemme i Kongeriget ville sidde spændte og vente ved telefonen på hendes opkald fra det store udland. Til sin store skuffelse måtte hun dog konstatere, at den unge arving overhovedet ikke havde lyst til at tale med hende i telefonen og at den unge, veluddannede, lovende bejler havde ganske for travlt med at være lovende og veluddannet til at besvare hendes beskeder. Hun følte sig meget langt væk hjemmefra.

Så hun gjorde som en hver anden ung, dansk mø ville have gjort. Hun drak sig fuld og tog på pub. Her mødte hun og hendes kvindelige medeventyrere en lille gruppe indfødte, som de indvilligede i at drikke en kop te med efter barernes lukketid (kl. 2.3o i Irland) Midt i al denne fraternisering med de indfødte på de indfødtes bopæl blev den unge danske hovedperson så smigret og en anelse forvirret over en af de unge, flotte beboeres tilnærmelser, at hun helt glemte at tage sit halstørklæde på da hun forlod selskabet.

Dagen efter modtog hun en besked om, at hendes tørklæde var fundet i lejligheden. Hun var naturligvis nødt at rekvirere tørklædet og ved denne lejlighed blev hun naturligvis nødt til – af ren og skær høflighed – at drikke en kop te med beboeren af lejligheden.

Det blev starten på et par ugers ferieflirt mellem hende og den indfødte.

Nu er hun vendt hjem. Hendes liv er nu igen dagligdags rytmer med søn, studie og en lille smule selskabelighed og hele hverdagen og de gamle rutiner har pludselig en fuldstændig fantastisk charme.

Den lovende, veluddannede bejler har dog endnu for travlt med at være lovende og veluddannet til at se hende, og den indfødte flirts mange interesserede meddelelser er hurtigt blevet så få og så uinteresserede, at hun end ikke gider læse dem.

Regnestykket løser heldigvis sig selv.

Hvor er det fantastisk givende og meningsfuldt, at kunne bruge al sin tid at nyde dagligdagen enkelhed, sønnen og de gode venner og veninder

Ireland Countdown

I dag er der kun 4 dage tilbage inden jeg rejser med mine skønne medstuderende til Dublin, Irland for at tage vores praktik. Vi skal være afsted i 4 uger.

Det bliver så spændende. Jeg glæder mig, jeg har sommerfugle i maven, jeg savner på forhånd en masse mennesker – Men jeg ved at det her bliver for fedt!

Så kære bloglæsere, hvis det har nogen interesse – og jeg kan garantere, at det ikke bliver kedeligt – så følg med på vores blog http://fromdenmarktodublin.wordpress.com/

Her vil vi skrive om vores oplevelser, vores erfaringer og vores hjemve – og så vil vi selvfølgelig uploade en masse fantastiske billeder!

Slán go fóill (farvel) og vi blogges ved i Irland!

Min nye hobby

Jeg har aldrig været særlig god til sport. Slet ikke den slags sport, som involverer bolde. Jeg tror egentlig, det er mine forældres skyld, at jeg aldrig er blevet motorisk stærk. Jeg burde have gået til motorik. Min boldangst derimod skylder jeg min ældste bror for. Han var så ivrig efter at jeg skulle lære at gribe en bold, at han ganske tit og ofte uden varsel tyrede en bold efter mig. Som regel ramte den mig i ansigtet. Eller sådan husker jeg det i hvert fald…

Jeg gik til dans som lille. I temmelig mange år. Derefter var det aerobic. Da jeg opdagede  musikken som stor teenager holdt jeg helt op med at interessere mig for sport. Helt ærligt – jeg har bare aldrig været særlig sporty.

Men på det sidste er jeg begyndt at løbe – faktisk er det ikke mere end en uges tid siden. Jeg har løbet før. Men jeg holder altid op, når tiden bliver knap. Så forsvinder motivationen.

Det er en fantastisk følelse. Jeg løber 3½-4km hver gang. Min yndlingsrute går ned omkring Damhusengen, ned til Damhussøen og så hjem igen. Det er det bedste sted i verden. Når jeg løber, med musik i ørerne, med hjertebanken og sved dryppende fra panden, overlæben, ja selv fra armene føler jeg mig helt usynlig. Jeg føler nærmest jeg svæver. Ingen kigger på en, når man løber. Ingen make-up, håret redt stramt tilbage. Jeg er helt anonym. Alle tanker passerer mit hovede uden at sætte sig fast. Jeg er fokuseret på min vejrtrækning, den tørre fornemmelse i munden, syren i benene – Mikael Simpson på min iPod. Det er skønt!

Jeg er netop vendt tilbage fra min 3. løbetur på 5 dage, og denne gang gør mine ben ikke nær så ondt. Jeg har ro. Rastløsheden er væk.

Jeg håber virkelig, jeg kan holde motivationen denne gang.

En ung kvindes luner

eller

Du tror måske at alt er ok, men…

Jeg hader at se i øjnene, at jeg er en frygtelig tøsetøs – på den dumme måde. Jeg bliver tøsefornærmet, jeg bliver lille pige-skuffet og jeg siger, at alt er ok, når jeg i virkeligheden er snotfrustreret.

Lige nu er det vist en blanding af det hele.

Min nye gode “ven”, J og jeg sås sidst for 5-6 dage siden. Vi havde en rigtig hyggelig dag sammen – helt perfekt faktisk. Vi klikker så godt. Men så blev han syg torsdag, og vi har ikke talt så meget sammen, ikke skrevet så meget sammen weekenden over – ikke så meget som vi gjorde før han blev syg. Jeg ville ikke presse mig på (Løgn! Jeg ville i virkeligheden bare ikke virke for interesseret.), og han lå med høj feber hele weekenden. Så vi har skrevet en smule sammen på sms’en, men slet ikke nok til at opfylde mit behov for grænseløs beundring (mit behov for grænseløs beundring og bekræftelse især i starten af et muligt forhold).

Så i dag løb jeg en lang tur – for at få rastløsheden til at forsvinde. Jeg ville ikke skrive til ham. Ren åndssvag stolthed og barnlig “jeg skriver i hvert fald ikke først 3 gange i træk”-stædighed. Men så skrev han. Han er så småt ved at blive rask. Han håbede på at kunne nå at se mig inden jeg rejser om en uge, skrev han. Hurra, tænkte jeg og tilbød at ringe i aften.

Så jeg ringede.

Jeg fik lidt dårlig samvittighed over min barnlige stædighed og stolthed. Jeg kunne høre, at manden vitterlig var syg og jeg kunne høre, at han mente det, da han sagde, at han havde været meget syg. Hvorfor skulle jeg også tro, at han pludselig havde mistet interessen på 5 dage? Og han svarede jo trods alt både da jeg skrev fredag og søndag.

Men så rakte min rationelle tankegang heller ikke længere. Hvornår skulle vi så ses? Han er en meget travl mand – ja, det har jeg jo hele tiden vidst. Han havde dagvagter hele ugen. Med et lille barn som afhænger af mig om aftenen, er det jo ikke et perfect match. Men hvad så med weekenden? Uha… han havde vigtige planer (og ja, jeg går ud fra at en bedste vens bryllup kan klassificeres som “vigtigt”). Og han skulle have sin datter fra søndag. “Nå, ja… sådan er det jo” pippede jeg med et smil i telefonen (som om alt var helt cool) – Men indvendig ulmede frustrationen og i mit hovede sad den lille fornærmede pige, med vred trutmund og armene stramt over kors og mumlede vredt : “Har han virkelig slet ikke tid til at se mig??!! Inden jeg rejser! Så kan han da også bare lade være med at se mig OVERHOVEDET – nå!” Men mandag havde han lige et par timer inden han skulle på vagt kl. 12? Igen med et smil i stemmen “Ja, men det er jo så bare det, vi gør”  Jeg er helt cool. Men den lille pige i mit hoved begyndte at stampe hidsigt på mine frontallapper og skrige “Nej, nej, nej - Se mig! Vælg mig! Savn mig! Nu nu nu! Ellers gider jeg aldrig aldrig lege med dig igen!”

Jeg sidder med en meget sær følelse nu. Jeg forstår helt og aldeles hvad manden siger. Jeg kan godt forstå (på et helt pragmatisk niveau), at det ikke kan være anderledes. Han er skide sød og han sagde, at han glædede sig til at se mig, at han var ked af at timingen var så skidt, at han blev nødt til at sige farvel til mig inden jeg rejste, og at vi bestemt måtte snakkes ved i løbet af ugen. Han sagde alt det rigtige.

Og jeg holdt hovedet koldt. Smilede, pjattede og var fuldstændig cool – omend knap så “jeg glæder mig også rigtig meget til at se dig”, som jeg måske ellers ville have været.

Men den lille fornærmede pige inden i mig vil have mere end et par timer på mandag. Hun er ikke glad. Hun opfordrer mig til at gøre  ingenting nu. Den lille forurettede møgunge med lyserød dansekjole og hvide laksko beder mig om at gøre absolut intet og lade ham arbejde for min opmærksomhed. Arbejde hårdt!

Det er jo helt urimeligt. Jeg vil forsøge at være fair. Han er en af de gode.

Det her er vist bare et af en ung kvindes luner…

For glad til at blogge om noget relevant

Jeg har haft lidt svært ved at finde på noget spændende og relevant at blogge om. Jeg kunne selvfølgelig blogge om Naser Khader og de konservatives mediestunt, det alt for omtalte burka-forbud. Eller jeg kunne blogge om de udviste irakiske asylansøgere. Lige nu er jeg bare så glad i låget, at det er svært oprigtigt at hidse sig op over noget.

Det hænger naturligvis sammen med min meget vellykkede date i lørdags. Tag det roligt, Louise er ikke gået fra super-skeptisk super-single til smaskforelsket. Så hurtigt udvikler tingene sig dog ikke… Men jeg er gået fra en følelse af, at alt det med fyre var helt håbløst og spild af min forvejen sparsomme tid til at være rent og skær optimistisk omkring mit kærlighedsliv – og fremtiden. Jeg kender ikke denne her fyr J særlig godt. Jeg er endnu kun på det trin, hvor jeg synes han er sød og spændende (et par småforvirrede sommerfugle i maven måske)

Jeg ved ikke om jeg ender med at blive “kæreste” og “par”. Jeg ved ikke om jeg ender med at blive forelsket eller såret. Meget kan ske og jeg rejser til Irland om under to uger – alt kan have ændret sig, når jeg vender hjem.

Men efter at have nydt hans selskab et par gange, hyggesnakket i telefonen et par aftener og set en ærlig fyr i øjnene, så begynder mit syn på (mulig) kærlighed og tosomhed lige så stille at ændre sig og lysne. De findes! Fyre som har noget på hjerte. Fyre som er ukomplicerede og ærlige. Fyre som både er intelligente og tiltrækkende. Måske er det ham. Måske er det ikke. Men uanset om han og jeg ender med at se et klart kæreste-potentiale i hinanden, så håber jeg, at han kan stå som et billede på at den “gode fyr” er derude – og måske fyren for mig.

Det har også været fuldstændig fantastisk at møde et andet menneske, der – ligesom jeg selv – er single og forældre. Alt det, jeg tidligere har blogget om – tvivl om, hvorvidt og hvor meget man skal/kan/bør tale om sit barn, og hvor meget det at være forældre kan komme til at være en faktor, når man skal lære en potentiel kæreste at kende, det fordufter her. Selvfølgelig kan det tidsmæssigt meget nemt ende med at blive kompliceret, men temaet “børn” er så ligetil, når man sidder overfor et menneske i samme situation, som har de samme følelser og bekymringer og konstante dårlige samvittighed over for Junior. Man er ligesom på samme “hold” og sætninger som “Kender du også det, når man afleverer i børnehaven…” er simpelthen er ren og skær befrielse at høre fra en mands mund.