I bunden af en flyttekasse – min første blog

Da jeg var 11 fik jeg min første dagbog. Den blev min bedste ven. Jeg skrev næsten hver evig eneste dag. Om intriger i skolegården, om mit livs kærlighed, om hvordan ingen voksne i hele verden forstod mig og så lidt mere om mit livs kærlighed (mit livs anden kærlighed, that is).

Da siderne var brugt op, vel efter et års tid, holdt jeg op med at skrive. Jeg tror, at nogen havde læst i min dagbog, en af mine brødre eller en veninde. Jeg er ikke sikker. For jeg kan ikke huske det. Men jeg kan huske en følelse, som fortæller mig at nogen invaderede mit allerhelligste… Min dagbog.

På min 13 års fødselsdag fik jeg en ny dagbog. Den var med Diddl-mus og den havde hængelås og nøgle. Til den fortalte jeg om mit allerførste kys (på et mørkt sodavandsdiskotek med røgmaskine og diskokugle og stroboskoplys), jeg fortalte om mit livs kærlighed (mit livs tredje), jeg fortalte om alle mine mest intime og private følelser og om al den forvirring der følger med dem – og om al den hjertesmerte, der følger med at være teenager.

Jeg havde helt glemt de dagbøger. Indtil jeg flyttede til Vanløse for 2½ år siden. Nede i bunden af en flyttekasse, som havde stået i min mors garage i årevis, og som var fyldt med bras og ragelse fra mit pigeværelse, – ting som jeg åbenbart ikke har villet have med, da jeg flyttede hjemmefra som 18-årig – lå de to dagbøger. Jeg troede faktisk, at jeg havde smidt dem ud. Men der lå de, og jeg følte mig som en opdagelsesrejsende, der havde fundet de endelige beviser på Eldorado. De fleste af tingene i kassen endte i mit kælderrum, men de to dagbøger stillede jeg i bogreolen ved siden af H.C. Andersens samlede værker og Det ny testamente. Der stod de længe efter, jeg var flyttet ind.

Det var næsten som om det var nogen andres. Jeg turde ikke læse dem. Det ville være som at krænke en lille piges privatliv, at snage i min fortids jegs allermest private.

 En aften tog jeg dem frem. Jeg lavede en kande kaffe og satte mig til rette i sofaen og begyndte at læse. Jeg grinede og jeg græd og led… med mig selv. Det var en meget sær oplevelse, en meget stærk oplevelse. Jeg havde fuldstændig glemt hvor hårdt og ubarmhjertigt det var at være 11 og 13 – og hvor hårdt det var, aldrig at blive taget alvorligt. ”Sådan er det at være teenager, det går over”. Da jeg genoplevede mit første kys, min første – og vist nok eneste – chick-fight, den ulykkelige forelskelse, forstod jeg, at det var ægte, og det var verdens undergang hvis han ikke ville være kærester – det var det virkelig! Dengang. 

Og så begyndte jeg at skrive dagbog igen. Dagbog, små essays på computeren, filosofiske tanker over menneskeheden, mænd, kvinder, is i små bøtter og livet som sådan. Alt sammen bare til mig selv og til den lille mappe som ligge under “dokumenter”, og som jeg har døbt “skriverier”.  

Jeg skrev til mig selv, for mig selv. Indtil for nylig. Jeg begyndte at føle et behov for at eksponere mine skriverier, så jeg sendte de af dem, som jeg selv bedst kunne lide, ud til et par nære veninder. De begyndte at råbe af mig (eller ok, skrive til mig) – “Få dig en blog, Louise! Super fint!” Om det bare var en pæn måde, at fortælle mig at de var skidetrætte af at blive spammet med essays om pastelfarvede toppe, fyre som brænder mig af og indkøbsture i føtex, det må stå hen i det uvisse. Men nu kan de i hvert fald  selv vælge.

Hvor om alt er – det er min første blog! Måske om et årti, vil jeg genopdage de gamle blogindlæg,- omend jeg næppe vil finde dem i bunden af en flyttekasse- og det vil være som at træde tilbage i tiden, som at finde beviser på en for længst glemt verden.