“Du er meget smuk!”

I dag skulle Noah starte i en ny børnehave. Han har hidtil gået i en integreret institution i Kbh NV, men eftersom vi bor i Vanløse (og har boet i Vanløse ligeså længe som han har gået i institution) ønskede jeg at få en børnehaveplads til ham i nærheden. 

Vi har besøgt børnehaven 1 gang før, og moderdyret har med tilfredshed observeret det gode sociale klima i institutionen; pædagogernes udprægede anerkendende pædagogik, børnenes respektfulde samvær, sunde aktiviteter mv. 

Vi stod i gaderoben. Noah havde fået sutskoene på, og jeg var ved at befrie mig selv fra gummistøvler og regntøj, da en lille pige på (vel) 5 år kommer ud. Hun stopper op. Konstaterer  måske, at os kender hun ikke. Hun træder et par skridt henmod os. Stopper og kigger nysgerrigt på os med det ene øjenbryn hævet.

“Hej med dig” 

Jeg smiler venligt til hende

“Hvem er det?”

 Hun peger på Noah

“Det er Noah. Han skal starte her i dag. Inde hos krudtuglerne”

Hun nikker. Tier. Åbner så munden og spørger:

“Hvad hedder du?” 

“Jeg hedder Louise, jeg er Noahs mor”

“Du er meget smuk!”

siger hun,  drejer om på hælen og løber ud på toilettet. Jeg var målløs. Jeg tror måske, at jeg mumlede tak eller noget i den retning. Tænk en gang – en 5-årig, som lige tripper ud i gaderoben og gør mig så glad med 4 små ord.

Jeg har sovet 5 timer i nat. Jeg er ikke fanatisk med min søvn, men en god tommelfingerregel er, at mit udseende som regel er proportionel med det antal timer jeg har sovet om natten. I morges følte jeg mig ikke just som en prinsesse. Men jeg var også ligeglad. Jeg svæver stadig på et nodeark efter Sias koncert i går. Søvn eller ej. Jeg kan være glad over den oplevelse i måneder. Det er jeg sikker på.

Smuk? Jeg holder meget af mine gummistøvler, det gør jeg virkelig (og det burde jeg også, for de har kostet mig en formue), men at påstå at et par mos-grønne landmandsgummistøvler ligefrem gør mig smuk?

Mit hår er en ulykke i dag. Jeg har ca. 450 hårnåle i håret og en hel dåse hårlak, men det stritter stadig ud til alle sider, og jeg føler, at jeg ligner en af de der små trolde med rødt, vildt strit-hår, som man altid fik hos skoletandlægen.

Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. 

Det har jeg altid betragtet som verdens mest latterlige talemåde. Både børn og fulde mennesker er upålidelige, fantasifulde og vil fortælle dig hvad som helst for at  få en astronaut-is.

Men lige nu. I dag. Der vælger jeg altså at tro på det. Man skal høre sandheden fra børn. Især de som er 5 år, går i blomstret tøj og som tripper ud i gaderoben, og gør mig så frygtelig glad med 4 små ord!