Ude slemt, men hjemme værre

Regeringen har fået en hjemsendelsesaftale med Irak. De afviste irakiske asylansøgere kan vende hjem. Asylansøgerne har som følge af aftalen søgt tilflugt i Brorsons kirke på Nørrebro. De tør ikke vende hjem. 

Vi taler altså her om mennesker, som har siddet og rådnet op på asylcentre i årsvis. Vi taler om mennesker, som har fået svære psykiske mén af at sidde og vente på en hjemsendelse til et land, som de er flygtet fra (dvæl lige et øjeblik ved ordet flygtet). De er blevet behandlet fuldstændig umenneskeligt. De er blevet frataget menneskets basale behov for at være handlende i eget liv. De har fået deres hele liv proppet ned i små kasser fyldt med papirer og dokumenter og afgørelser. Alligevel vil de hellere blive her end at tage hjem til det land, de forlod. Man bliver nødt til at spørge sig selv hvorfor.

“Men der er jo ikke krig længere”

Er der ikke krig i Irak? Blodige selvmordsangreb, sekterisk vold, en infrastruktur og et retssystem, som aldrig rigtig er kommet til at virke. Er det ikke krig? I den vestlige verden kender vi krig. Krigen mod terror. Krigen i Afghanistan. Krigen i 1864! Jo, vi kender krig.

Vi ser den hver aften i nyhederne.

Krig har mange ansigter. Fjenden optræder i mange skikkelser. Måske er fundamentalisterne og Amerikanernes bomber ikke den værste fjende? Sult, fattigdom, fornedrelse, prostitution. Det er de stille fjender. Der er ingen ild og røg, intet bang. Ingen lemmer bliver revet af.

Jeg læste en artikel om irakiske familier som flygter til Syrien. I første omgang flygtede mange fra krig og bomber. Nu er der blevet længere mellem bomberne og den sekteriske vold fylder i mange dele af landet ikke så meget som før. Nu flygter de fra fattigdom. Ødelagte huse. De flygter fra familiernes grave. Når far er død, kan han ikke længere forsørge familien. I syrien lever irakerne på samfundets absolutte bund. Ingen penge, intet job, dårlige fremtidsudsigter. Kvinderne, døtrene må forsørge familien. De sælger deres kroppe. Piger helt ned til 12-13 år smører aften efter aften deres ansigter ind i tykke lag make-up for at se ældre ud, før de går på arbejde. På klubberne. Som naturligvis ikke eksisterer. Officielt.

Er det ikke krig?

Hvad er der sket med Danmark? Hvad er der sket med danskerne? Vi er så pisse bange for at lukke fremmede mennesker ind i vores land, at vi hellere sender dem hjem til et land hvor de har set deres familiemedlemmer blive dræbt og deres huse brændt ned. Et land hvor de er dømt til at leve i fattigdom. Hvor sønnerne må tigge på gaderne og hvor døtrene må sælge deres kroppe. Hjem til en skæbne som er langt værre end asylcenteret…

Selvom det kan være svært at forestille sig en skæbne værre end asylcenteret.

Hvordan er det kommet så vidt? Er det hele Pia K.’s skyld? Er hun den dårlige smag personificeret?

Nej sgu! DF er ene og alene symptomet på den dårlige smag. De er født af angsten, som gennemsyrer vores samfund og befolkning. Da DF blev stiftet tilbage i 90′erne var de verdens mest ligegyldige parti. En farce, som repræsenterede en lille del af de allerlaveste klasser af vores samfund. Dårligt uddannede, lavtlønnede vælgere, hvis eneste vindue til samfundet og verden udenfor var BT og Ekstra Bladet.

Selvom der er ingen tvivl om, at denne gruppe mennesker (de lavtlønnede, dårligt uddannede og uoplyste) er vokset, så er det ikke den eneste grund til DF’s succes. Det er langt mere uhyggeligt. 

Narrativitet er et begreb, som man bruger i psykologien. Det dækker over en form for italesættelse, en historiefortælling på dén velkendte præmis, at hvis du fortæller den samme historie tilstrækkelig mange gange så bliver den sand. Er DF blevet stuerene? Nej da! De er akkurat lige så rabiate som da partiet blev stiftet. Måske endda mere. Det er samfundet som har flyttet sig. Da regeringen gav DF magten i 2001, gav de dem taletid i en grad, som aldrig før. Som de fortalte deres skrækhistorier og spredte deres naive paranoia ud over alle medier, i pressen, i folketingssalen og hvad skete der?

Historierne blev ganske langsomt sande. At tale nedsættende og hadefuldt om fremmede blev legalt. 

Omend flere partier og befolkninggrupper strittede i mod i starten, har de efterhånden måtte acceptere disse nye sandheder: Fremmede er farlige, Nationalisme er godt

I dag kan man sågar høre såvel Socialdemokrater som SF’ere tale Piask. Venstre strittede aldrig i mod. De har alligevel aldrig hentet deres stemmer hos nydanskere. Konservative imponerede mig kort – For en stund så de ud til at holde fast i den gode smag. Det var naturligvis bare et fatamorgana. Populister kan vi jo alle blive, når vi sidder overfor en vigtig ministerpost.

I dag er vi så i en situation hvor alle har glemt de støvede begreber om barmhjertighed og næstekærlighed og god smag, mens alle kan tale med om aktier, bandekrig og finanskrise.

Værdikampen er vundet. Medmenneskelighed, etik og moral har tabt. Materialisme, egoisme og fremmedangst har sejret.

Tillykke Danmark!