Succes… og den ulidelige lethed.

Jeg er indbegrebet af succes. Jeg klarer min hverdag med studie, søn og hjem. Jeg har knoklet i 6 mdr og 2 dage på at besvare 10 eksamensspørgsmål, og i går gik jeg op og fik et flot 12-tal for min indsats. Jeg har i denne proces, med eksamensspørgsmålene, fundet en helt fantastisk veninde P, som jeg har været nødt til at tilbringe timer og dage og uger sammen med. Og som jeg faktisk savner allerede nu – under 24 timer efter jeg vinkede farvel til hende på indre Nørrebro. Stangberuset på bagagebæreren af en cykel uden lys på.  Derudover har jeg mødt en sød fyr, som er helt vild med mig.

Det er jo lykken… eller?

Eksamen er overstået. Hele min faglige stolthed er blevet slået fast med 7 tommers søm. 12. Det er toppen. Man kan ikke klare sig bedre. Man kan slet ikke klare sig bedre. Så jeg er… færdig? med dansk. For nu. Jeg føler mig tom i hovedet, og jeg har en urolig fornemmelse i maven når jeg tænker på det. Jeg har tændt fjernsynet, men det er så længe siden, jeg sidst har haft tid til at sidde foran det, at jeg slet ikke kan finde ud af det. Jeg går rundt om mig selv. Hører musik. Sidder ved computeren. Vasker op. Hvad nu?

Fyren. Hr. tilfældighed. Vi blev uvenner i går. Det er vi blevet før. Denne gang var det slemt. Han havde forkælet mig inden eksamen. Sørget for morgenmad. Nurset mig. Han var så stolt, da jeg ringede og fortalte, hvad jeg havde fået. Vi skulle også have sovet sammen i nat.

Kl. 21 sad jeg på Nørrebro og drak øl med de gode studiekammerater. Færdige, dygtige, stolte og dødtrætte. Men sammen! Der tikkede en sms ind. Fra Tilfældighed. Han spurgte hvornår jeg kom. Jeg skrev, at jeg sad på Nørrebro og var glad. Han skrev noget om, at han ikke gad at sidde oppe og vente. Jeg skrev: Nej, helt ærligt! Seriøst? Han skrev at han ikke gad at vente på, at jeg kom væltende i løbet af natten, beruset. Jeg ved godt, at det nok ikke var rimeligt, men jeg følte mig hensat til et tidligere forhold. Som smadrede mig. Bebrejdelserne, dårlig samvittighed, uopnåelige forventninger. Altid under pres, altid afhøringer og kontrol.

Jeg er fri. Du må ikke stjæle min glæde!

Det udviklede sig til et regulært skænderi. På telefon. Jeg sad i opgangen. Skændtes. Jeg hoppede på cyklen. “Vi ses lige om lidt!” sagde jeg til de andre. Jeg kørte ud til ham. 10 min tog det kun. Jeg kørte stærkt. Han var vred. Uforsonelig. Han mente, at jeg var egoistisk og var fortørnet over, at jeg havde kaldt ham kontrollerende. Jeg forsøgte virkelig! Jeg talte. Jeg forstod – aktiv lytning, anerkendende. Jeg ville ridde stormen af. “Kan du ikke se at jeg er glad! Kan du ikke lade mig fejre! Lad mig fejre at et halvt års slid er slut!” Men jeg endte med at blive vred. Jeg hidsede mig op. Småfuld og dødtræt. Jeg græd lidt. Jeg forsøgte at nærme mig. Hvor var han henne, den søde fyr som forguder mig? Han skubbede mig væk. Jeg tog sko på, jakke. Jeg samlede alle mine ting i min taske. Han åbnede døren for mig. Jeg begyndte at græde. Så gik jeg.

Da jeg kom til Nørrebro, tog jeg ansigtet på. Lagde make-up og festede videre med de andre. Min veninde P kunne godt se, at den var gal. “Det er slut”, sagde jeg. “Men jeg har fået 12 – og det skal sgu fejres!”… bittersødt. Jeg så godt, at han havde forsøgt at ringe. Han havde skrevet, at jeg skulle ringe til ham. Jeg gjorde intet. Svarede ikke.

Vi blev meget fulde. Jeg var meget træt. Natten før min eksamen lukkede jeg praktisk talt ikke et øje. I flere uger har jeg ikke sovet mere end 5 timer i snit hver nat. Ja, jeg var træt. Men jeg skulle! Nu skulle jeg vise verden, at jeg gør nøjagtig hvad jeg vil. Og at det jeg gør, er rigtigt. Så afsted mod Understellet. Billiard, rygning indendørs. Øl og ingen dresscode. Yeah!

Vi var næsten lige kommet. Vi gik mod trappen. Jeg mødte et par brune øjne. Som jeg kendte.

April. Det var halvkoldt. Der var fest. Jeg kedede mig. En god vens band spillede. Da de var færdige stod jeg udenfor og røg. Frøs. Jeg faldt i snak med to fra bandet. De tilsluttede sig min holdning til festen. Røvsyg var den! Ja! Jeg løb ind i de to hele tiden. Vi drak sammen i baren. De gav, så gav jeg. Ligestilling på den gode måde. Den ene var skide sød. Fræk. Piercing. Brune øjne. Høj, mørk og spændende. Vi stod udenfor og røg. Pludselig kom han med sit instrument på ryggen. “Vi skrider. På bar. Skal du med?” Ja, dét skulle jeg da! Selvfølgelig. De to ventede på mig udenfor, mens jeg hentede min jakke, og sammen travede vi til metroen.

Da vi kom ned af trappen, de brune øjne og jeg, gik det op for os, at vi manglede nr. 2. “Det gør han tit”, konstaterede de brune øjne “han skal hjem til kæresten”. Smil, glimt i øjet, indforstået. Ja, ja kender typen. Vi tog ind mod søerne. Jeg gik med ned i øvelokalet med instrumentet. Vi gik langs søerne til Nørrebro. Jeg var fuld. Jeg husker ikke præcis i hvilken rækkefølge, men vi har nok været inde et par forskellige steder. Nej, det går ikke – musikken er alt for høj! Vi kunne ikke høre hinanden. Vi gik ned til understellet. Kemien var god. Han var skide lækker. Vi fik erobret et par pladser ved et bord. Vi sad og snakkede. Flirtede. Holdt i hånd. Forsigtigt. Små skridt. Han blev i tvivl. Havde han husket at låse øvelokalet? “Vi finder ud af det!” sagde jeg “Vi går ned og kigger.” Han kyssede mig. Langsomt. Blødt. Han kyssede virkelig godt! Og køn – så køn! Jeg undskyldte mig. Jeg skulle lige tisse inden vi gik. Ventede han på mig? “Selvfølgelig!”

Da jeg kom ud fra toilettet var han væk. Jeg ledte oppe og nede og ude på gaden. Jeg ventede lidt på ham, hvor vi havde siddet. Hvad med dem ved siden af? Havde de set den fyr, jeg sad med før? “Han gik”, sagde de. Jeg så lyn. Forladt! Kysset og forladt! På skide Nørrebro. Mit dankort! Shit, jeg havde ladt det ligge derhjemme! Pis også! Jeg gik ud på Nørrebrogade for at se om jeg kunne se ham. Ingen steder! Kun en stor gruppe afrikanere foran Understellet.  En masse ting faldt ned på fortorvet. Afrikanerne grinede. Shit! Min taske. Alle mine ting! Lipgloss, mascara, mønter, cigaretter, månedskort. Det hele lå spredt på Nørrebrogade. Jeg lossede til tingene. Så ondt på de grinende mænd. Samlede tingene og gik på tårnhøje hæle ned mod metroen. Bandende, sparkende, hidsig, vred, ked af det. Holdt for nar, holdt for nar, holdt for nar!!

Vi kiggede på hinanden. Han så ud som om han ville sige noget. Jo, han genkendte mig. Helt sikkert! Jeg kiggede fast på ham og sænkede så blikket. Kastede med hovedet, så på A, som stod bag ved mig og skred så tæt forbi ham uden at værdige ham et blik. Idiot! De er sgu alle sammen idioter! Jeg overvejede at sige hej til ham. På et tidspunkt. Når jeg havde skredet tilstrækkelig mange gange forbi ham uden at se på ham. Men jeg var for træt. Jeg havde ikke noget at sige, jeg havde intet behov for at sige noget som helst!

Jeg blev fuld. Meget fuld i går. Det var næsten lyst, da jeg kom hjem. Jeg vågnede i morges med en meget tom følelse i maven. Let som en fjer. Alle muligheder er åbne. Det er så nemt bare at kalde det slut! Det er så ligetil at glæde sig over sin karakter, glæde sig over at være færdig med dansk! Det ville have været enkelt bare at spørge de brune øjne om, hvad der skete den fredag i april. Jeg er jo en succes! Det er så let.

og ulideligt!