Kærestekedelig…?

Som trofaste læsere af bloggen vil vide, så har jeg jo fået en kæreste i begyndelsen af året. Det lyder måske underligt, når nu jeg har et barn, men det her er det første voksne forhold i mit liv.

Eller måske er det bare det første rigtige…

Det er første gang, jeg har en kæreste,  som jeg ikke føler præstationsangst overfor eller et eller andet sted føler mig for god til. Det er den første kæreste, som jeg har haft lyst til at bo sammen med. Det er den eneste kæreste, jeg bliver mere og mere forelsket i for hver dag, der går.

I venindeflokken har jeg været den glade single. Jeg har haft et rimelig uromantisk forhold til kærlighed, sex og parforhold. Ja, til tider har jeg endog været en smule nedladende i min holdning til parforholdet. Det tror jeg, flere af mine veninder ville nikke genkendende til.

Men nu, med en kæreste som jeg har lyst til at være sammen med hele tiden, så kan jeg mærke at veninderne og sågar indimellem familien trænges lidt i baggrunden. Især hvis studiet og eksamener også tager sin del af tiden.

Jeg har heller ikke samme behov som før for at gå ud. Til fest, til frebar eller bare til koncert. Jeg gør det – selvfølgelig – men jeg har overhovedet ikke lyst til det på samme måde som før. Jeg har lige så meget lyst til at sidde arm i arm derhjemme med min kæreste.

Alle andre forhold, jeg har har haft, har været præget af enten usikkerhed, mistro eller regulær irritation. Endelig har jeg fundet et menneske, som får mig til at grine, som jeg respekterer, som respekterer mig, og som giver mig en fuldstændig ubeskrivelig ro ved sin blotte tilstedeværelse. Et menneske, som jeg kan finde på at ligge vågen og kigge på,  tælle sekunder i hans vejrtrækning eller for at tegne hans ansigtstræk op med fingeren en millimeter fra huden.

Det er så sært for mig. Alt det ovenstående giver mig kvalme. Hvis ikke det lige var fordi det omhandlede mig selv. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være hende, der hellere vil holde i hånd med min kæreste end tage ud at danse med veninderne. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville gå og drømme om “for evigt”. Jeg havde i virkeligheden nok aldrig turde håbe på at møde kærligheden.

Jeg indrømmer det her og nu (men ikke uden at skamme mig!): Jeg er sgu blevet lidt kærestekedelig!

maj 22, 2010. Tags: forhold, kærester, kærlighed. forhold.