Var Lolita i virkeligheden bare en lille lysten hundjævel?

Det er anden gang jeg starter på denne bog, Lolita af Vladimir Nabokov. Første gang var jeg nødt til at stoppe allerede på side 50. Nu har jeg sommerferie og den skal simpelthen læses. Kvalme eller ej.

Hvorfor overhovedet starte på en bog med sådan et obskurt tema? Første grund er indlysende, det er en klassiker. Det er et værk som siden udgivelsen i 50′erne har sendt chokbølger af forargelse gennem alverdens læsere. Næste grund var at jeg sidste sommer købte bogen “Reading Lolita in Theran”, som handler om en gruppe kvinder som har en bogklub i det ellers strengt censurerede Iran. Jeg læste og læste, men jeg endte med at sidde med en trang til at læse værket Lolita, mere end en trang til at færdiggøre bogen, jeg var i gang med.

For læsere af bloggen som ikke helt er med på bogens indhold, så er Lolita en europæisk mands fortælling. Vladimir Nabokov hævder i starten af bogen, at han har fået tilsendt manuskriptet fra en sagførere for denne europæiske mand, som sidder fængslet for overgreb… og mord. Og at teksten er mandens eget, Humbert Humbert en ulykkelig mand med forskruede tendenser, som vil fortælle verden og juryen hvordan han har oplevet forholdet til denne meget unge pige, Doleres, hans Lolita. Naturligvis har Nabokov selv skrevet bogen. Hans problem har været, at den er SÅ meget inde i hovedet, inde i sjælen, ja inde i pikken på den her pædofile mand, at han umuligt har kunne erklære ejerskab uden at blive anklaget for (eller afsløret som?) pædofili selv.

Humbert Humbert er vores fortæller. Det er hans historie. Han lægger ingen steder skjul på, at han har lyst til små piger og altid har haft det. “No younger than 8 and no older than 14″, som han selv slår fast i begyndelsen. Det er seksuelt, men det er også mere end det. Kærlighed?

Han flytter til USA, han lejer sig ind hos en enlig kvinde KUN på grund af hendes 12-årige datter, han gifter sig med kvinden, hun dør på tragisk vis i et meget belejligt uheld og nu har Humbert Humbert alle muligheder til at være sammen med sin elskede, barnlige Lolita.

Elskede Lolita, ja. Han elsker hende. Han elsker hende på en måde som to små præteenagere elsker hinanden.

I den første filmatisering af bogen fremstilles Lolita som en ung, lysten, uvorn fristerinde. Han frister den unge, flotte H. Humbert over evne. Hun driver ham til vanvid, til han ikke længere kan kæmpe i mod sine lyster længere.

Sådan fremstiller vores fortæller det også. Eller gør han? Han vil gerne have os til at tro, at hun er fristerinden. Hun er forelsket i ham. Ligesom jeg var forelsket i Backstreet Boys, da jeg var 12. Hun siger ting til ham som “Why haven’t kissed me yet?” og “Does mother know that we are lovers?” selv inden overgrebene har fundet sted. Han er en flot fyr. Men han! Han har planer helt fra starten. Han har sovepiller, som han får franarret en småfuld læge, så han kan bedøve hende og krænke hende. Han kan ikke fordrage hendes mor, og gifter sig kun med hende for at være tæt på Lolita. Han er syg. Han er rigtig syg.

På samme tid, så er bogen så inderligt skrevet, ja, nærmest smukt. Sygt, forskruet og smukt. H. Humbert er forelsket. Han er sygeligt forelsket i en uskyldig, omsorgssvigtet lille pige.

Lolita er ingen tøjte. Hun er et uskyldigt, fiktivt, lille barn, som i mange tolkninger har været offer for overgreb ikke alene fra den fiktive pædofile monsieur Humbert, men også et offer for overgreb fra et seksualiseret, mandsdomineret samfunds tolkning.

juni 30, 2010. Tags: Lolita, Nabokov. Litteratur.