Psst. Kys mig!

Jeg kan stadig levende huske, hvordan min søn kiggede op på mig med grænseløs kærlighed, da han var spæd. Jeg kan også huske, hvordan han slet ikke kunne få kys og kram nok af sin mor, når han skulle afleveres i vuggestuen, hvordan det kunne tage mange minutter at kramme sin mor farvel de første par måneder i børnehaven.

I morges afleverede jeg min søn i børnehaven som jeg plejer. Vi har et fast ritual hver morgen, når vi kommer over i børnehaven (overtøj af, sutsko på, vaske hænder, sætte skilt op, sige godmorgen), men det er lidt på skift om han vil følge mig ud til døren for at sige farvel, eller om vi vinker i vinduet.

I morges ville han følge mig ud til døren.

Han havde lige sagt godmorgen til sine kammerater. Nu skulle mor følges ud. Han løftede hånden som for at vinke farvel.

“Arh, skal vi slet ikke have et kram inden jeg går?” sagde jeg

Han kiggede lidt skeptisk på mig og gik så hen og gav mig et stort kram. Og så skete det – det som har fået mig til at forstå at min lille baby er ved at blive en rigtig dreng.

Han trak sig lidt ud af omfavnelsen, kiggede sig over skulderen og hviskede så:

“Psst, mor - Kys mig lige – 3 små og et stort, ikk? Men hurtigt. Så de andre ikke ser det!”

Tænk en gang… at man er blevet så stor, at man ikke kan kyssenysse med sin mor i døren, inden hun kører. Tænk, at vennerne nu ikke længere må se, at man godt kan lide at få 3 små og et stort kys af sin mor en gang i mellem.

Ja, okay – det sidste, det ”store kys” er måske også lidt pinligt, for jeg gør et stort nummer ud af det. Suger en masse luft ind, ryster på hovedet, ruller lidt med øjnene og laver så smaskekys på hele kinden af ham.

Ja, ja. Bevares. Men det er jo også min forbandede pligt at være pinlig.

Det står i jobbeskrivelsen.

august 19, 2010. Tags: Børn, børnehave, mødre. Børn.