I morges afleverede jeg min søn i børnehaven som jeg plejer. Vi har et fast ritual hver morgen, når vi kommer over i børnehaven (overtøj af, sutsko på, vaske hænder, sætte skilt op, sige godmorgen), men det er lidt på skift om han vil følge mig ud til døren for at sige farvel, eller om vi vinker i vinduet.

I morges ville han følge mig ud til døren.

Han havde lige sagt godmorgen til sine kammerater. Nu skulle mor følges ud. Han løftede hånden som for at vinke farvel.

“Arh, skal vi slet ikke have et kram inden jeg går?” sagde jeg

Han kiggede lidt skeptisk på mig og gik så hen og gav mig et stort kram. Og så skete det – det som har fået mig til at forstå at min lille baby er ved at blive en rigtig dreng.

Han trak sig lidt ud af omfavnelsen, kiggede sig over skulderen og hviskede så:

“Psst, mor - Kys mig lige – 3 små og et stort, ikk? Men hurtigt. Så de andre ikke ser det!”

Tænk en gang… at man er blevet så stor, at man ikke kan kyssenysse med sin mor i døren, inden hun kører. Tænk, at vennerne nu ikke længere må se, at man godt kan lide at få 3 små og et stort kys af sin mor en gang i mellem.

Ja, okay – det sidste, det ”store kys” er måske også lidt pinligt, for jeg gør et stort nummer ud af det. Suger en masse luft ind, ryster på hovedet, ruller lidt med øjnene og laver så smaskekys på hele kinden af ham.

Ja, ja. Bevares. Men det er jo også min forbandede pligt at være pinlig.

Det står i jobbeskrivelsen.

Efter 3 år går jeg ikke længere til alle festerne, jeg gider ikke rigtig komme til fredagsbar - det er faktisk lidt som om, man gøre sig klar til at forlade studielivet for at kaste sig ud i den virkelige (arbejds)verden. Med den virkelige løn, med rigtige skolebørn og med rigtige årsplaner.

Der er bare lige én ting som kommer i vejen. Jeg tror ikke på, at jeg kan få job. Jeg tror simpelthen ikke at min fagkombination dansk-engelsk er stærk nok til at jeg kan blive en attraktiv ansøger med to fag som, lets face it, “alle” i princippet kan undervise i. Jeg vil være attraktiv, jeg vil være god til mit job og jeg vil have fag nok til at kunne fylde et helt skema.

Så jeg har taget en svær beslutning. Jeg tager 2 år mere. Jeg vil være dansk-engelsk-tysk- og dansk som andetsprogslærer. Tysklærere er attraktive, dansk som andetsprogslærere er nødvendige i københavnske skoler. Jeg ved at jeg er en kompetent dansk og engelsklærer. Jeg gør det sgu – jeg tager tørnen. Det er MIN fremtid.

 I mens sender jeg en uvenlig tanke til alle de tåber, som under Bertel Haarder har konstrueret en læreruddannelse som uddanner tusindvis af lærere med umulige fagkombinationer.

Også selvom jeg ikke kan kalde mig “færdig” sammen med mine dejlige nyudklækkede lærerkolleger. Jeg håber de kommer med blomster til mig i 2013.

Hvorfor overhovedet starte på en bog med sådan et obskurt tema? Første grund er indlysende, det er en klassiker. Det er et værk som siden udgivelsen i 50′erne har sendt chokbølger af forargelse gennem alverdens læsere. Næste grund var at jeg sidste sommer købte bogen “Reading Lolita in Theran”, som handler om en gruppe kvinder som har en bogklub i det ellers strengt censurerede Iran. Jeg læste og læste, men jeg endte med at sidde med en trang til at læse værket Lolita, mere end en trang til at færdiggøre bogen, jeg var i gang med.

For læsere af bloggen som ikke helt er med på bogens indhold, så er Lolita en europæisk mands fortælling. Vladimir Nabokov hævder i starten af bogen, at han har fået tilsendt manuskriptet fra en sagførere for denne europæiske mand, som sidder fængslet for overgreb… og mord. Og at teksten er mandens eget, Humbert Humbert en ulykkelig mand med forskruede tendenser, som vil fortælle verden og juryen hvordan han har oplevet forholdet til denne meget unge pige, Doleres, hans Lolita. Naturligvis har Nabokov selv skrevet bogen. Hans problem har været, at den er SÅ meget inde i hovedet, inde i sjælen, ja inde i pikken på den her pædofile mand, at han umuligt har kunne erklære ejerskab uden at blive anklaget for (eller afsløret som?) pædofili selv.

Humbert Humbert er vores fortæller. Det er hans historie. Han lægger ingen steder skjul på, at han har lyst til små piger og altid har haft det. “No younger than 8 and no older than 14″, som han selv slår fast i begyndelsen. Det er seksuelt, men det er også mere end det. Kærlighed?

Han flytter til USA, han lejer sig ind hos en enlig kvinde KUN på grund af hendes 12-årige datter, han gifter sig med kvinden, hun dør på tragisk vis i et meget belejligt uheld og nu har Humbert Humbert alle muligheder til at være sammen med sin elskede, barnlige Lolita.

Elskede Lolita, ja. Han elsker hende. Han elsker hende på en måde som to små præteenagere elsker hinanden.

I den første filmatisering af bogen fremstilles Lolita som en ung, lysten, uvorn fristerinde. Han frister den unge, flotte H. Humbert over evne. Hun driver ham til vanvid, til han ikke længere kan kæmpe i mod sine lyster længere.

Sådan fremstiller vores fortæller det også. Eller gør han? Han vil gerne have os til at tro, at hun er fristerinden. Hun er forelsket i ham. Ligesom jeg var forelsket i Backstreet Boys, da jeg var 12. Hun siger ting til ham som “Why haven’t kissed me yet?” og “Does mother know that we are lovers?” selv inden overgrebene har fundet sted. Han er en flot fyr. Men han! Han har planer helt fra starten. Han har sovepiller, som han får franarret en småfuld læge, så han kan bedøve hende og krænke hende. Han kan ikke fordrage hendes mor, og gifter sig kun med hende for at være tæt på Lolita. Han er syg. Han er rigtig syg.

På samme tid, så er bogen så inderligt skrevet, ja, nærmest smukt. Sygt, forskruet og smukt. H. Humbert er forelsket. Han er sygeligt forelsket i en uskyldig, omsorgssvigtet lille pige.

Lolita er ingen tøjte. Hun er et uskyldigt, fiktivt, lille barn, som i mange tolkninger har været offer for overgreb ikke alene fra den fiktive pædofile monsieur Humbert, men også et offer for overgreb fra et seksualiseret, mandsdomineret samfunds tolkning.

Eller måske er det bare det første rigtige…

Det er første gang, jeg har en kæreste,  som jeg ikke føler præstationsangst overfor eller et eller andet sted føler mig for god til. Det er den første kæreste, som jeg har haft lyst til at bo sammen med. Det er den eneste kæreste, jeg bliver mere og mere forelsket i for hver dag, der går.

I venindeflokken har jeg været den glade single. Jeg har haft et rimelig uromantisk forhold til kærlighed, sex og parforhold. Ja, til tider har jeg endog været en smule nedladende i min holdning til parforholdet. Det tror jeg, flere af mine veninder ville nikke genkendende til.

Men nu, med en kæreste som jeg har lyst til at være sammen med hele tiden, så kan jeg mærke at veninderne og sågar indimellem familien trænges lidt i baggrunden. Især hvis studiet og eksamener også tager sin del af tiden.

Jeg har heller ikke samme behov som før for at gå ud. Til fest, til frebar eller bare til koncert. Jeg gør det – selvfølgelig – men jeg har overhovedet ikke lyst til det på samme måde som før. Jeg har lige så meget lyst til at sidde arm i arm derhjemme med min kæreste.

Alle andre forhold, jeg har har haft, har været præget af enten usikkerhed, mistro eller regulær irritation. Endelig har jeg fundet et menneske, som får mig til at grine, som jeg respekterer, som respekterer mig, og som giver mig en fuldstændig ubeskrivelig ro ved sin blotte tilstedeværelse. Et menneske, som jeg kan finde på at ligge vågen og kigge på,  tælle sekunder i hans vejrtrækning eller for at tegne hans ansigtstræk op med fingeren en millimeter fra huden.

Det er så sært for mig. Alt det ovenstående giver mig kvalme. Hvis ikke det lige var fordi det omhandlede mig selv. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være hende, der hellere vil holde i hånd med min kæreste end tage ud at danse med veninderne. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville gå og drømme om “for evigt”. Jeg havde i virkeligheden nok aldrig turde håbe på at møde kærligheden.

Jeg indrømmer det her og nu (men ikke uden at skamme mig!): Jeg er sgu blevet lidt kærestekedelig!

“Om 10 år vil vi ikke have lærere nok” og “Manglende tilslutning til læreruddannelsen”.

For mig var det lige så selvfølgeligt som afføringspiller i en supermodels diæt, at skolelederne ville stå  kø for at ansætte mig som lærer på deres skoler, når jeg var færdiguddannet.

Nu er man holdt op med at ansætte lærere. Vi skal spare, har jeg hørt.

Jeg vil lige slå fast med det samme, at lærergerningen for mig er mere end bare et job. Jeg brænder for det. Jeg synes, det er det bedste job i verden, og jeg vil til enhver tid argumentere for, at det er et erhverv af den største vigtighed for samfundsudviklingen. En dårlig lærer giver børnene dårlige forudsætninger for deres videre uddannelse. En god lærer kan betyde gymnasium eller lærerplads for en elev, som ellers ville have rakket rundt på gaderne med en pistol i hånden. Jeg vil med ydmyghed stræbe efter at blive den sidste slags.

Nu står jeg kun et år fra min exit fra læreruddannelsen, kun et år fra at stå på tærsklen til et nyt, spændende og brandsvært job. Eller måske kommer jeg til at stå på tærsklen til arbejdsløshed og A-kasse med mit nytrykte afgangsbevis fra Danmarks fineste seminarium i hånden? Med et smukt 12-tal i hovedfaget, med ikke en eneste karakter under 7 og det hele vil måske alligevel være det samme værd som intelligens i et reality show på tv3?

Jeg har fuld forståelse for, at der skal spares i Danmark. Da jeg var i praktik i Dublin, skulle alle lærere gå ned i løn, hørte jeg. Jeg spurgte min vejleder på skolen, en dygtig lærer på omkring de 50 år, hvad hun mente om spareplanerne. “Vi må løfte i flok. Alle må ofre lidt. “, sagde hun. Det var smukt sagt. Rigtigt sagt. Når et land* er i dyb krise må alle vel bide i det sure æble.

Men lad os se det i øjnene, venner. Det er ikke alle i det yndige land der skal bide i det sure æble. Det er overhovedet ikke alle i vores lille land, der skal spare. Jeg har hørt, at nogen har fået skattelettelser. Jeg selv har vist også fået en skattelettelse på min SU. Den er desværre så forsvindende lille, at det betyder lige nøjagtig intet for mig og min søn. Hvis nu jeg boede 10 kilometer mod nordøst, havde en mand som var bankdirektør, ja så ville jeg nok bedre kunne se fordelene ved regeringens skattestop. Men så ville mine børn også gå i privatskole og hele familien inklusiv pyntehunden Gucci ville være forsikret af en favorabel privat sygesikring og jeg ville være larmende ligeglad med om folkeskolen og de offentlige sygehuse blev omdannet til institutioner forbeholdt andenrangsborgerne i samfundet.

Nu var min drøm at blive skolelærer, ikke Hellerupfrue. Jeg vil gøre en forskel. Jeg vil lære børnene at sætte kommaer og at stave til “though” og “through” og “tough”. Men den kommune jeg bor i har ansættelsesstop. Mange lærere går på pension i disse år. Flere end der kommer ud fra seminarierne. Men der er ingen jobs, for kommunen skal spare. I stedet ansætter man vikarer, som lige har afsluttet 3. g. De kan agere klasselærer for 7.c, når deres lærer går på pension eller når klasselærer Ulla går ned med stress, fordi hun skal varetage tre 7. klasser på en gang, fordi der ikke kommer nye kræfter til.  Da dansklærer Ernst gik på pension var der ingen til at overtage. Lærerstaben måtte bare løbe lidt stærkere.

Det, mine Damer og Herrer, er virkeligheden. Vores folkeskole bliver aldrig verdens bedste uden kvalificerede lærere. Og de kvalificerede lærere bliver ikke ved med at være kvalificerede, når de har været på arbejdsløshedsunderstøttelse i flere år.

Jeg har bare ét spørgsmål til vores politikere: Hvor mange penge får jeg i skattelettelse på min arbejdsløshedsunderstøttelse?

* Jeg vil lige bemærke, at mens de offentligt ansatte i Irland måtte gå ned i løn, fik finansektoren smidt en vulgært stor redningkrans i milliard klassen (euro). Og det selvom det indiskutabelt var grådige spekulanter i finansektoreren, der var årsag til den dybe krise i Irland.

Jeg hører tit venner og familie sige til mig, hvor imponerede de er over at jeg kan balancere en tilværelse som enlig mor med studie og topkarakterer. Jeg plejer at sige, at man kan hvad man vil, og at vi i Danmark er fantastisk privilegerede – som studerende, men i særlig høj grad som enlige, studerende forældre. Jeg klager ikke. Heller ikke her midt i læsningen til den eneste eksamen, som jeg nogensinde har været i tvivl om, hvorvidt jeg består eller ej, men jeg vil gerne indrømme -

det er ikke nemt

Hvordan prioriterer jeg min tid, så både min eksamen og Noah bliver tilgodeset? Det er meget tilfældigt, må jeg indrømme. På mange måder har jeg min mor og min familie at takke for mine gode karakterer. I dag har min mor Noah. Hvis ikke hun havde meldt sig på banen, ville jeg ikke have fået læst så meget som jeg har i dag.

Jeg får dårlig samvittighed. Jeg er ikke den perfekte mor, jeg gerne ville være. Jeg er heller ikke den perfekte studerende, jeg gerne ville være. Lur mig, de kommende par uger er jeg heller ikke den dejlige kæreste, som jeg gerne ville være. Det eneste der trøster lidt ved sidstnævnte er at min kæreste har samme eksamensopgave med samme afleveringsdato, som jeg har.

Ganske kort – jeg må tilbage til min læsning – jeg beklager, at jeg ikke er den blogger, jeg gerne ville være. Jeg vender stærkt tilbage. Efter 4. maj.

Og det viste sig at være alle pengene værd!

I år sidder jeg med to projekter. Dels en romantisk getaway for mig og kæresten. Snarest muligt – helst allerede i april. Dels en rar familierejse for os alle tre til sommer efter eksamenerne er vel overstået.

Den romantiske getaway kan finansieres af min tax-refund – altså sådan da – og det kunne være en oplagt overraskelse for M, som jeg slet ikke har nogen planer om at inddrage i planlægningen af turen, bookning af hotel eller køb af billetter. Før vi er der altså. Det skal være ren surprise. Nu har han i flere uger gået og fablet om at leje en hytte i Sverige og holde kærlighedsferie der i påskeferien. Jeg kan desværre ikke rejse i påsken. Og Sverige er et koldt land med underlige hotdogs.

Nej, jeg har større planer. Om sandstrande, et romantisk hotelværelse og en smuk storby, som man kan gå på opdagelse i. Det er ikke meget dyrere end Sverige. Det er til gengæld meget federe. Planen er at lokke hans kalender ud af ham, meddele ham at vi desværre ikke kommer til Sverige i påsken og så købe flybilletterne bag hans ryg. Så kan han jo passende få at vide at vi skal rejse et par dage inden takeoff. Jo, hun er snedig, er hun.

Sommerferien fylder også meget i mit lille hoved. Jeg VIL holde sommerferie med min lille dreng. Han er så sej til at flyve, han er så sej til at klare varmen og han er så sej at have med ud at rejse. Så jeg har reageret på nogle annoncer ang udlejning af ferielejligheder i Sydfrankrig, som jeg har fundet i mit fagforeningsblad Folkeskolen. Bingo! Der er gode muligheder for at leje en idyllisk lejlighed tæt ved middelhavet for under 3000/uge. Og flyet er højst en tusindkroneseddel t/r. Ahh… Sydfrankrig!

Har du også fået lidt rejsefeber? Så har jeg nogle rigtig gode links, som jeg vil dele med dig.

Flybilletten skal du finde på http://da.momondo.com/

- her kan du shoppe rundt og finde de allerbilligste flybilletter og endda finde billige rejsedage på priskalenderen.

Hoteller kan du med fordel lede efter på lastminute.dk

Under hoteller findes det, de kalder “Top secret hotels”, som er hoteller SÅ billige at selv en SU-modtager kan være med.

Har du også fået lyst til at tage barnet/børnene med på ferie i det smukke Frankrig, så du finde en masse lækre feriehuse og -lejligheder på provensol.dk

Det er overskueligt og du kan nemt finde et hus eller en lejlighed, som passer til dine behov – også prismæssigt.

Nej, det har du ikke. Jeg har ændret design og farve på bloggen. Jeg vil meget gerne høre din mening om det nye udtryk – skriv løs under kommentarer

Samtidig har jeg fået en ny lille dims nederst i sidebar’en i højre side af skærmen. Der kan du tilmelde dig min blog – så kan du nemt følge med i hvad der sker herinde.

Det her er simpelthen en fantastisk sang – som desværre samtidig også taler til min indre bitterfisse. Men god musik er nu en gang god musik!

You caught me pushing imaginary buttons
Step away from me lover, away from me lover
You caught me counting imaginary school children
Get away from me lover, away from me lover
Yes I can see that my carpet is animated
Walk away from me lover, away from me lover
Yes I see you open wounds in everyone I’ve dated
Away from me lover, get away from me lover

I am no good for you
I’m seeing ghosts in everything I do (…)

Oh oh oh oh
I am no good for you
I’m seeing ghosts in everything I do
Oh oh oh oh

You got me turning all the lights on and off
Walk away from me lover, away from me lover
When will you see that I am carrying this stuff
Walk away from me lover, away from me lover
Can’t you see that I am losing my marbles
It’s marvellous losing another, losing another

I am no good for you
I’m seeing ghosts in everything I do (…)

Oh oh oh oh
I am no good for you
I’m seeing ghosts in everything I do
Oh oh oh oh

Oh oh oh walk away from me lover, away from me lover
Oh oh oh get away from me lover, away from me lover
Oh oh oh step away from me lover, away from me lover
Oh oh oh walk away from me lover, away from me lover

Det slår aldrig fejl. Når man bliver forelsket, når man skifter relationship status på facebook, når man holder op med at være så meget på msn, så melder alle de ellers moderat uinteresserede eks-kærester, -elskere, -dates og andre ubehagelige væsener sig på banen. Jeg havde faktisk troet at jeg ville være rimelig forskånet denne gang, da jeg har skiftet nummer for under 2 måneder siden.

Men ak nej. En mail tikker ind. Hvordan har jeg det? Kommer jeg snart forbi hans nærområde? Skal vi hænge ud (som man siger)?

En sms. Fra et skelet, som jeg vitterlig troede for længst var raslet ud af mit skab og havde gravet sig ned i mulden (eller hvor skeletter nu hører til henne!?). Men nej, åbenbart ikke.

Jeg aner ikke om det klogeste er at ignorere det og lade være med at svare, eller om man gør sig selv en tjeneste ved at være fuldstændig klar i spyttet og skrive med meget store bogstaver:

JEG ER GLAD, JEG HAR KÆRESTE, JEG ER FORELSKET – OG DET ER IKKE I DIG. MEN HAV LIGE ET RART LIV OG HILS DIN KAT/DINE VENNER/ DIN MOR! Bye bye